Pressemeddelelse -
NNIT Årsrapport 2012
2012 gav fortsat fremgang for NNIT. Omsætningen steg med 13 pct. til godt 2 mia. kr., som ellers var målet for 2014. Resultatet af primær drift før skat blev 217 mio. kr., 12 pct. mere end året før. Derudover har NNIT i det forløbne år øget antallet af medarbejdere og styrket sin markedsposition via mere global sourcing og omfattende investeringer i nye it-systemer til optimering af driftsstabilitet og it-sikkerhed.
Igen i 2012 vandt NNIT markedsandele. Med en vækst i omsætningen på 13 pct. skiller NNIT sig ud på et marked for it-services i Danmark, som generelt voksede med under 2 pct. NNIT’s fremgang skyldes både to nye store kunder, DSB og Arla, men også større engagementer med eksisterende kunder.
”Vi er stolte af NNIT’s resultater i 2012. Vores fokus på stabil drift, kvalitet og it-sikkerhed vækker genklang hos både nye og eksisterende kunder, og vi har samtidig formået at øge vores brug af global sourcing. Resultatet er it-services som kan konkurrere på både pris og kvalitet – og det har markedet belønnet os for i 2012,” siger CEO Per Kogut, NNIT.
Flere danske arbejdspladser
I 2012 har NNIT øget andelen af medarbejdere, som er ansat i global sourcing-centrene i Kina, Filippinerne og Tjekkiet, fra 20 til 25 pct. Alene i NNIT China er antallet af medarbejdere vokset med mere end 50 pct. I dag arbejder flere end 500 af NNIT’s 2.000 medarbejdere uden for Danmarks grænser. Væksten har desuden ført til 133 nye arbejdspladser herhjemme.
NNIT investerede kraftigt i 2012. Det nye hovedkvarter i Søborg, som blev taget i brug i februar, medførte store omkostninger ligesom flytning af systemer og servere til vores nye datacenter. Desuden investerede NNIT i teknologi til optimering af driftsstabilitet og it-sikkerhed. På trods af udgifterne nåede NNIT en overskudsgrad på 10,7 pct.
Investeringerne er baseret på NNIT’s vilje til at skabe en robust forretning og sikre en vedvarende høj kvalitet også under den hastige vækst i antallet af opgaver og kunder, som virksomheden oplever.
Nye mål
En strategiproces er sat i gang for at sætte nye ambitiøse mål for NNIT, som altså nåede 2014-målet for omsætning allerede i 2012. NNIT nåede også tættere på de øvrige strategiske mål, herunder 50/50 balance mellem omsætningen fra Novo Nordisk-koncernen og fra andre kunder. I 2012 øgedes andelen af omsætning fra kunder uden for Novo Nordisk til 43 pct. af den totale omsætning – en vækst på 4 procentpoint.
Related links
Emner
NNIT er en international it-serviceleverandør, der rådgiver om, udvikler, implementerer og drifter it-løsninger. Vi skaber værdi for private og offentlige virksomheder ved at tage ansvar for deres it, som var det vores egen. Dermed understøtter vi både deres forretningsmål og deres daglige drift. NNIT er ejet af Novo Nordisk A/S, vi har flere end 2.000 medarbejdere, og i 2012 omsatte vi for 2 mia. kr.