Pressemeddelelse -
DSB outsourcer al it-drift til NNIT
Der blev skrevet under på en særlig kontrakt i dag i DSB, som samtidig markerer nogle betydende milepæle for de to involverede virksomheder, DSB og NNIT. Kontrakten har en værdi på cirka 600 millioner kroner over de næste fem år, og udover at DSB overdrager sin it-drift, som har beskæftiget cirka 100 medarbejdere, hvoraf lidt mere end 50 it-medarbejdere følger med til NNIT, så er det første gang, at DSB outsourcer. Og for NNIT er opgaven med DSB historisk stor, da DSB vil blive virksomhedens næststørste kunde, lige efter moderselskabet Novo Nordisk.
”Det er en fremsynet, perspektivrig og god outsourcing-aftale, som vi nu efter en udbudsproces, der har kørt et lille års tid, har indgået med NNIT. En aftale der skal sikre DSB en økonomisk besparelse og samtidig give et væsentligt kvalitetsløft af vores it-drift og hvor vi samtidig opnår de fordele og erfaringer med outsourcing som NNIT har,” siger DSB’s konstituerede administrerende direktør Jacob Kjær.
Værdiskabende løft af DBS's it-infrastruktur
NNIT kommer med aftalen til at skulle varetage driften af al DSB’s it-infrastruktur fem år frem i tiden – med option om yderligere to års forlængelse – i samarbejde med underleverandøren Atea, der skal servicere og drifte alt lokalt it-udstyr på DSB’s adresser. Og DSB’s direktør for HR og Organisation Lone Lindsby slår fast, at aftalen ikke kommer til at påvirke DSB’s kunder negativt:
”Outsourcingen af DSB’s it-drift vil ikke have en forringende effekt på afviklingen af vores togdrift. Tværtimod. Outsourcingen bidrager nemlig konkret til og støtter op om DSB’s igangværende arbejde med at få bragt økonomien i balance og få styrket kernekompetencerne i virksomheden. Og NNIT arbejder, i hele transitionsperioden hvor driften overdrages, ud fra et forsigtighedsprincip, hvor sikkerheden for at DSB’s forretning – og dermed togdriften – ikke påvirkes, har højeste prioritet,” siger Lone Lindsby.
Hos NNIT glæder selskabets CEO Per Kogut sig også over aftalen med DSB:
”Vi er stolte af, at DSB har betroet NNIT ansvaret for it-driften, ikke mindst fordi DSB outsourcer for første gang. Vi går til denne store opgave med ydmyghed, men også med en forvisning om, at vi kan levere den værdi som DSB forventer i kraft af høj kvalitet, sikkerhed og stabilitet i it-driften. Og vi ser samtidig frem til at tage godt imod mere end 50 dygtige medarbejdere fra DSB,” siger CEO Per Kogut, NNIT.
DSB’s it-direktør René Munk-Nissen ser også frem til det tætte samarbejde med NNIT:
”DSB får nu sammen med NNIT skabt et transparent og værdiskabende løft af hele vores it-infrastruktur, og vi bliver bedre rustet til at løfte DSB’s it-miljø, således at det kan yde den nødvendige støtte til DSB’s kerneforretning og de forandringer, som virksomheden står foran” siger han.
”I DSB vil vi nu blive serviceret med en it-drift, der får et kvalitetsløft i form af blandt andet garanteret driftsstabilitet, større leverancesikkerhed og en øget it-sikkerhed. Aftalen indeholder en række nødvendige kvalitetsforbedringer som vil have krævet væsentlige investeringer for DSB at gennemføre, som vi nu har inkluderet i aftalen med NNIT. Nu opnår vi kvalitetsløftet blandt andet via NNIT’s brede ekspertise, deres stordriftsfordele og ikke mindst deres standardiserede og afprøvede processer,” forklarer René Munk-Nissen og peger også på, ”at DSB med aftalen får en skalérbar og fleksibel løsning med mulighed for at skrue op og ned for kapaciteten mere effektivt end ved en egen it-drift, f.eks. skal DSB udover et nødvendigt basisforbrug fremover alene betaler for det faktiske forbrug”,
DSB’s direktør for HR og Organisation Lone Lindsby glæder sig over, at det netop er virksomheden NNIT, som DSB skal overdrage over 50 medarbejdere til:
”NNIT har god erfaring med at tage imod nye medarbejdere og hurtigt at integrere dem i virksomheden, og aftalen garanterer også en social ansvarlig og fin overdragelse af vores dygtige medarbejdere til NNIT,” siger hun.
Aftalens slutbrugere – det vil sige DSB’s medarbejdere - vil med indgåelsen af aftalen fremover blive betjent af NNIT’s underleverandør Atea, der skal servicere og drifte alt lokalt it-udstyr på DSB’s adresser.
”Atea drifter i dag omkring en halv million pc’er for kunder, og med den erfaring vil vi give DSB både besparelser og bedre service med den nye aftale. Samtidig indebærer aftalen også en øget grad af selvbetjening, som blandt andet gør det enklere for DSB’s medarbejdere at bestille it-udstyr og programmer,” forklarer Atea’s salgsdirektør Carsten Ritzau.
Fakta om aftalen mellem DSB og NNIT
NNIT kommer med aftalen til at varetage driften af al it-infrastruktur i DSB. Det vil sige ydelser inden for netværk, tele, servicedesk, datacenter (drift af servere og applikationer) og slutbrugerydelser. Dertil kommer en række tværgående ydelser som for eksempel styring af kapacitet, informationssikkerhed, dokumentation, samt mulighed for tilkøb af ydelser til projektstøtte og diverse rådgivningsydelser inden for disse områder.
DSB har i forbindelse med outsourcingsprojektet gennemført en omfattende kortlægning af it-infrastrukturen i virksomheden og konkurrenceudsat outsourcingkontrakten i EU-udbud. I alt blev seks leverandører prækvalificeret til at afgive tilbud på outsourcing af DSB’s it-infrastruktur. Af de prækvalificerede leverandører valgte tre firmaer at afgive tilbud, hvoraf to leverandører blev yderligere udvalgt til at afgive et endeligt tilbud.
Fakta om NNIT – DSB’s nye leverandør af it-drift
NNIT, ejes af Novo Nordisk-koncernen, og er en stor dansk totalleverandør af it-serviceydelser. NNIT omsatte i 2010 for 1,7 milliarder kroner med et overskud på 204 millioner kroner. NNIT har i dag mere end 1.700 medarbejdere.
NNIT har igennem de sidste fem år vist en stabil omsætningsudvikling og NNIT’s omsætning forventes fra 2012 at være tæt på godt 1,9 millioner kroner årligt. Aftalen med DSB vil således repræsentere cirka fem procent af NNIT’s årlige omsætning. Virksomheden har flere kunder inden for den offentlige og private sektor inden for it-drift, heriblandt Region Hovedstaden, HK og Saxo Bank. DSB vil blive NNIT's næststørste kunde (efter Novo Nordisk).
NNIT’s underleverandør Atea omsatte i 2011 for 5,5 milliarder kroner med et overskud på 272 millioner kroner. Atea har i dag 1.400 medarbejdere i Danmark og er repræsenteret i hele Norden og Baltikum.
For yderligere oplysninger kontakt
Per Kogut, CEO, NNIT
Tel: 3075 3500
E-mail: peko@nnit.com
DSB Kommunikation
Tel: 24 68 00 00
Emner
NNIT er en international it-serviceleverandør, der rådgiver om, udvikler, implementerer og drifter it-løsninger. Vi skaber værdi for private og offentlige virksomheder ved at tage ansvar for deres it, som var det vores egen. Dermed understøtter vi både deres forretningsmål og deres daglige drift. NNIT er ejet af Novo Nordisk A/S, vi har flere end 2.000 medarbejdere, og i 2012 omsatte vi for 2 mia. kr.